DGI Naturtræningsuddannelse - sommer 2020

Uddannelse i naturtræning hos DGI.

Dato: 3. aug kl. 09:00 - 10. aug 2020 kl. 17:00

Sted: Marselisborg Centeret, P.P. Ørums Gade 11, 8000 Aarhus C, Danmark

Hvem er uddannelsen for? 
DGI Naturtræning er en uddannelse for dig, der er instruktør i en forening, hvor I ønsker holdtræning med bevægelse og fællesskab i og med naturen. Du er dog også meget velkommen, hvis du arbejder i det kommunale eller ved private terapeuter. 
 
Med uddannelsen får du:  
•    Inspiration til udendørstræning, hvor vi bruger naturen til at stimulere puls, balance, kraft, sanser, relationsdannelse og leg. 
•    Redskaber til at afvikle naturtræning, så alle kan være med, og hvor øvelserne tilpasses deltagerens niveau, behov og kunnen. 
•    Viden om naturens betydning for vores sundhed og velbefindende. 
•    Viden om udvalgte målgrupper; mennesker med stress, angst og depression, mennesker med smerter og mennesker med langvarig, fysisk sygdom. 
•    Råd og vejledning til at starte Naturtræning op i din forening.

 
Hvad er DGI Naturtræning? 
DGI Naturtræning er tænkt som et åbent holdtilbud for voksne og seniorer, der har lyst til at bevæge sig i naturen. Naturtræning er velegnet til og kan målrettes til mennesker, der er sårbare, fx stressramte, mennesker med angst, smertepatienter eller mennesker med langvarige fysiske sygdomme inde på livet. 
 
Det er centralt, at træningen foregår ude i naturen, idet en lang række forskningsresultater viser, hvor stor betydning naturen har for menneskets fysiske og psykiske velbefindende. Specielt sårbare grupper og træningsuvante har stor gavn af at skifte et motionscenter ud med skoven eller stranden. Derfor arbejder vi på uddannelsen med, hvordan naturen bedst anvendes som en træningsarena. 
 
Vi har stor fokus på, at du som kursist bliver klædt på til at tilpasse træningen til deltagernes behov og niveau, så alle kan være med – også hvis nogle deltagere lige har afsluttet genoptræning eller aldrig har trænet før. 
 
På uddannelsen tager vi afsæt i seks træningsparametre, som alle styrker muskler, balance og kondition, men vi arbejder også med begreber som mod og åndedræt samt leg og relationer. Der vil både være individuelle og fælles øvelser, og du vil få sved på panden og masser af frisk luft.

 
Spørgsmål 
Har du spørgsmål til uddannelsen eller træning i naturen, er du velkommen til at kontakte Kathrine Dalgaard, programleder i Sundhed hos DGI Østjylland, på tlf. 2925 6188 eller kathrine.dalgaard@remove-this.dgi.remove-this.dk

Tilmeld dig uddannelsen her