Sådan arbejder vi med sociale indsatser under corona

Corona har skabt udfordringer alle steder i samfundet, og myndighedernes retningslinjer kræver, at arbejdet må foregå på andre måder end hidtil. Videnscenter om handicaps konsulenter Peter Due og Morten Juhl Munk fortæller her med udgangspunkt i veteran-indsatsen ”På vej mod en bedre hverdag” om deres erfaringer med socialt arbejde under corona.

Hvordan har kontakten med veteranen forandret sig?

Peter: Jeg har tænkt over, hvordan jeg kan gøre mig mere tydelig over for veteranen. Jeg har arbejdet med at være mere præcis i min kommunikation og understrege over for veteranen, at de ikke skal affærdige et besøg eller en gåtur, hvis de har brug for det.

Morten: Det er især svært at starte et nyt samarbejde med en veteran. Det er ikke det samme, at sende SMS’er, snakke over telefonen eller online videotjenester, fordi kan være svært at aflæse, hvad der sker. Det betyder, at vi får sværere ved at køre veteranen ind i indsatsen. Det er lettere at svare undvigende, end hvis man sidder over for en person som kan aflæse, at der er noget dybere i det, man snakker om. Omvendt har vi nok fået mere tid til dem, vi allerede har kørt ind. Jeg har fx haft mulighed for at besøge dem som har været hårdt ramt af ensomhed mere, selvom de har boet længere væk. Det bryder noget af ensomheden, at veteranen får en gæst – og han får mulighed for at dele nogle ting med mig.
 

Hvad betyder corona-restriktionerne for arbejdet med den enkelte veteran?

Morten: Restriktionerne besværliggør processen i arbejdet med veteranen. Det sætter en stopper for nogle ting, hvis han er et sted i sin udvikling, hvor han faktisk er klar til at komme ud i samfundet og prøve nogle ting af. Det kan være et besøg i biografen eller en anden aktivitet, som ikke kan lade sig gøre på grund af nedlukningen. Det er demotiverende for veteranen.
 

Peter: Nogle har allerede haft gang i aktiviteter som idræt eller at komme på besøg på veteranhjem. De aktiviteter er først blevet stoppet, gået i gang igen, og nu er de så stoppet igen. Det skaber tvivl og usikkerhed om det fundament, vi er ved at bygge op med veteranen. Det betyder også, at vi som konsulenter er blevet mere tydelige for veteranen. Mange veteraner føler et stort socialt ansvar, og ses i forvejen med meget få personer – derfor er vi for nogle næsten blevet den eneste person, de ser. Det betyder, at vi opbygger en god kontakt, men det er ikke positivt, hvis retningslinjerne ift. socialt samvær medfører, at andre glider ud af veteranens netværk.
 

Billede: Konsulent Morten Juhl Munk på cykeltur med veteraner
 

Hvordan mærker I, at veteranen påvirkes af corona-situationen?

Morten: Målgruppen af veteraner er nok lidt særlige i forhold til andre mennesker i sådan en situation. Flere udtrykker, at de er vant til at være sig selv, og at være i undtagelsestilstand. De oplever, at hvis der sker noget ekstraordinært, så passer deres sindstilstand godt til situationen. Men på langt sigt ved vi ikke, om det gør noget godt for deres PTSD eller ej. Vi kan godt lave en økonomisk beregning af, hvor mange milliarder corona har kostet samfundet indtil videre, men vi har ikke nogen beregning af de menneskelige konsekvenser af situationen. Vi ved ikke, om corona om 10 år ses som et bump på vejen eller noget, der fik stærkere virkninger for veteranerne. Vi har måtte ændre vores fokus fra at være fællesskabsorienteret til at være mere individuelt. Men det er positivt, at vi har det individuelle spor i vores indsats, vi kan arbejde videre med, i stedet for at indsatsen måtte lukke helt.

Peter: Det er forskelligt, hvordan veteranerne oplever det. Nogle er slet ikke påvirket, og det er bare en mindre ting oveni deres situation. De kan ligefrem føle sig mere ligestillede med andre. Andre skal indrette hverdagen anderledes med fx hjemmeskoling af børn, ligesom det er tilfældet for mange andre. Helt konkret er mundbind en dårlig idé, fordi de fleste veteraner har det dårligt med, at folk gemmer sig. Det skal man være opmærksom på, når vi mødes. Der har samtidig været færre fællesarrangementer, selvom vi prioriterede at få gennemført to, da der var mulighed for det i efteråret.
 

Hvorfor har det været vigtigt at afholde fællesarrangementerne, da der var mulighed for det?

Peter: Fællesarrangementerne er rigtig gode for de veteraner, der er klar til det og er klar til at åbne sig. De får et ansigt på andre, der har det mere ligesom dem selv. De spejler sig i hinanden, og de spejler sig i at være forskellige. En del af dem får også mod på at mødes i andre sammenhænge. For nogle veteraner er det fællesarrangementet, de tager stærkest med sig videre, og det ikke at have haft det, ville være det største tab, corona har forårsaget. For andre betyder det ikke så meget.

Morten: Fælleskabet kan det, at vise, at veteranerne ikke er alene om at have det på denne her måde. Ikke at veteranerne er ens, men flere vil opleve at der er nogle fællesnævnere. Der kan også være en fællesnævner i, at de finder ud af, at de ikke vil engagere sig i veteran-sammenhæng. De vil ikke identificere sig med det at være veteran.