Skjoldungeklubben: Naturoplevelsesklub og pilotprojekt

Skjoldungeklubben er Red Barnets første natursociale tilbud til familier med børn med handicap. Det er etableret som et pilot- og udviklingsprojekt i samarbejde med Videnscenter om handicap. Ny rapport samler erfaringerne fra klubbens første halvandet år.

Én gang om måneden mødes Skjoldungeklubben i et skønt naturområde ved Bidstrupskovene i Avnstrup i Lejre kommune. Her samles seks-otte familier, frivillige og naturvejleder om bål- og naturaktiviteter i tre-fire timer. Og det har de gjort siden april 2017, hvor det første arrangement blev afholdt.

Naturoplevelsesklubben drives af frivillige i samarbejde med Red Barnets naturvejleder, Morten Kjelmann, som er projektleder for klubben, og Tine Soulié fra Videnscenter om handicap som er konsulent på projektet.

Rapporten er et ønske om at videreformidle den viden, som er erhvervet i løbet af projektets første halvandet år, og håbet er, at inspirere andre til at etablere lignende tilbud.

HENT RAPPORTEN

I rapporten kan du læse om formålet med Skjoldungeklubben samt om den viden og de teorier, som ligger til grund for pilotprojektet, de specialpædagogiske og didaktiske metoder vi anvender, etablering af det tilgængelige bål- og shelterhus samt de foreløbige resultater af projektet.

Bestil eller download rapporten

Ny viden om natursociale indsatser for børn med handicap

Skjoldungeklubben hviler bl.a. på konkrete erfaringer fra andre af Red Barnets projekter på det natursociale indsatsområde. I samarbejde med psykologer, børnefaglige eksperter, naturvejledere og frivillige arbejder Red Barnet på at nå, styrke og beskytte nogle af de mest udsatte børn, både herhjemme og i udlandet.

Udover at etablere en naturoplevelsesklub har projektet Skjoldungeklubben haft fokus på at indsamle viden om natursociale indsatser for børn med handicap i fællesskaber med deres familier og venner.

Klubben fremmer livskvalitet og resiliens

Skjoldungeklubben har blandt andet vist sig at dække et stort behov hos familier i forhold til at komme ud i natur og til at være del af et fællesskab med andre familier – et behov, der ellers er meget svært at opfylde for familier med børn, som har en funktionsnedsættelse.

Klubben har også vist sig at støtte børnenes udvikling positivt på en række områder – f.eks. ved at skabe glæde ved at være aktive i naturen, og ved at de kan tage aktivt del i et berigende fællesskab. Børnene oplever desuden at udvikle deres mestringsevner.

Samlet set bidrager tilbuddet derfor til at fremme livskvalitet og resiliens.

Bestil eller download rapporten i vores Bogsalg


Vil du vide mere?

Skjoldungeklubben er en naturoplevelsesklub for børn med forskellige typer af handicap og deres familier og venner. Klubben har til formål at støtte en række familier med børn med handicap i alderen 5 – 15 år i at komme ud i naturen og få gode, berigende oplevelser sammen, som kan støtte børnenes udvikling.

Udviklings- og pilotprojektet er etableret af Eva Skytte og Morten Kjelmann, Red Barnet, og Tine Soulié, Videnscenter om handicap, i samarbejde med socialpædagog og friluftsvejleder, Sanne Jensen, samt Lejre kommune.

Projektet er skabt med økonomisk støtte fra Kavlifondet, Foreningen Roskilde Festival, Naturstyrelsen Vestsjælland, Lejre Kommune og Nationalpark Skjoldungernes Land.

Læs mere om projektet i rapporten