Inklusion i idræt, leg og bevægelse i skolen

Inklusion, relationer, dannelse og trivsel

Skolen fungerer som et vigtigt socialt mødested og er dermed en vigtig ramme for inklusion. Ikke mindst deltagelse i idræt, leg og bevægelsesaktiviteter har stor betydning for, om eleverne trives, og om de føler sig inkluderede i fællesskabet – om de føler sig som nogen, der hører til. På samme måde er deltagelse afgørende for, om elever med særlige behov opleves som inkluderede og hørende til af de andre elever. For det er her, med kroppen og sanserne i spil, at mange børn oplever de sociale relationer allerstærkest, og det er her, de lærer at være aktive sammen uanset forskelligheder. Derfor skal alle børn og unge have mulighed for at deltage i inkluderende bevægelsesfællesskaber.

Alle elever med og uden funktionsnedsættelser er med til at definere og skabe fællesskabet. Inklusion handler ikke kun om de elever, der har særlige behov, men om deltagelsesmuligheder for alle elever.

To forhold skal opfyldes samtidigt, før man kan tale om inklusion:

  1. Eleverne skal være aktive sammen. Det er ikke nok at være fysisk tilstede i samme rum. Et reelt fællesskab kræver samspil og aktive relationer – det handler om følelsen af at gøre, opleve, skabe, ’at have noget’ sammen med andre. Det betyder ikke, at alle skal gøre det samme hele tiden.
  2. Eleverne skal opleve, at de gensidigt bliver beriget af deltagelse. Alle elever – ikke kun enkelte eller udvalgte grupper af elever – skal have gavn og glæde af deltagelsen i fællesskabet, både fagligt og socialt. Forskellighed skal forstås og opleves som en berigelse – at lære at håndtere og værdsætte forskellighed påvirker alle børns dannelse positivt og gør livet rigere.

Inklusion i og gennem idræt, leg og bevægelse giver således mulighed for vigtig social læring, dannelse og trivsel til alle elever, både med og uden funktionsnedsættelse.

Inklusion, læring og bevægelse

Som lærer eller pædagog kan det være en svær opgave at tilgodese alle elevers læring med udgangspunkt i hver deres teoretiske og færdighedsmæssige niveau. Men det er ikke en umulig opgave, og alle elever har krav på undervisning. Forskning har dokumenteret, at det er muligt at bevare eller øge det faglige niveau i inkluderende undervisningsmiljøer, når man gør brug af specialpædagogik og -didaktik i almenundervisningen.

Desværre ser vi, at mange elever med funktionsnedsættelser ikke deltager i idræts- og bevægelsesaktiviteter. Næsten en tredjedel af forældre til elever med handicap oplever, at deres barn generelt er fritaget for fag i skolen, og heraf gælder det 62 % i idræt (Danske Handicaporganisationer 2019).

Alle elever har brug for undervisning i og gennem idræt, leg og bevægelse, og at det foregår i fællesskab med andre elever. Samtidig er hver elev unik og har sit eget udgangspunkt for læring og sit eget individuelle behov for støtte. Derfor er det vigtigt at have fokus på, at alle elever deltager i idræts- og bevægelsesfællesskabet og arbejder mod de samme lærings- og trivselsmål – men uden at alle elever nødvendigvis laver de samme aktiviteter eller laver dem på samme måde.

Manglende inklusion har betydning ind i voksenlivet

Det at blive inkluderet i idrætsundervisningen og bevægelsesaktiviteterne kan, som nævnt, føles som en inklusion i meget vigtige og afgørende sociale fællesskaber. Det resulterer, ud over undervisning i kropslige færdigheder og sociale kompetencer, i en kropslig-personlig accept og anerkendelse. Vi ved, at det samlet kan få vidtrækkende konsekvenser for elevernes selvopfattelse ind i ungdoms- og voksenlivet.

Det kan i sidste ende få betydning for den enkeltes tro på, at man kan deltage i samfundets fællesskaber i uddannelse, arbejde og foreningsliv med lyst, mod og noget at byde på. Inklusion i grundskolen kan altså føre til deltagelse i samfundets fællesskaber ind i voksenlivet. Samtidig vil mennesker uden funktionsnedsættelse i højere grad kunne værdsætte eller finde det naturligt at samarbejde med mennesker med funktionsnedsættelse på uddannelse og i arbejdslivet, når de har leget og bevæget sig sammen i skoletiden.

Bevægelsesfællesskaber er som nævnt en vigtig social arena, og derfor er bevægelse i undervisningen en betydningsfuld pædagogisk metode til at arbejde med sociale kompetencer i en klasse. Deltagelse i inkluderende bevægelsesfællesskaber giver elever med særlige behov mulighed for at tilegne sig vigtige sociale kompetencer, som er en forudsætning for deltagelse i sociale og faglige fællesskaber i skole, uddannelse og i det hele taget livet igennem.


Læs mere om inklusion

Projekter

Alle børn med i idrætsfaget er et projekt, som gennem vejledninger og fysiske materialer giver konkrete værktøjer til inklusion i idræt

Tibis.dk er et online univers med vejledninger, materialer og inspiration til at inkludere alle elever i idræt

Bøger og publikationer

ALLE TIL IDRÆT
Undervisningsvejledning om, hvordan man inkluderer børn med funktionsnedsættelse i folkeskolens idrætsundervisning.

Fri leg
Hæfte om gode rammer for udendørs aktiviteter i frikvarter og SFO for blinde og svagsynede børn

Aktiviteter

I Videnscentrets lege- og aktivitetsdatabase 'Find lege og spil' kan man finde masser af inspiration og forslag til lege og aktiviteter, der er velegnede til børn og unge med forskellige forudsætninger.