Michael – fra motocross til håndcykel

Fortalt til – og oplevet af – Anne-Merete Kissow i 2010

Allerede fra jeg var helt lille tog min far mig med ud og se motocross, som havde været hans egen hygge-hobby. Jeg syntes, det var spændende at se dem fare rundt, og et år, da vi var på sommerferie – jeg var vel 13 år – var vi et sted i Jylland, hvor man kunne prøve forskellige motoriserede køretøjer – bl.a. en motocross. Så da blev interessen for alvor vakt. Og da vi så kom hjem, skulle jeg bare have et eller andet køretøj – en knallert, en motocross. Det betød ikke så meget.

Michael kører sin kørestol tæt hen til håndcyklen, som står i stuen foran terassedøren. Han stiller omhyggeligt stolen i den rette position og løfter sig ved armenes hjælp sidelæns ned i cykelsædet. Benene dirrer af lette spasmer. Han placerer fødderne i fodstøtterne med hænderne, præcist og rutineret, og spænder dem fast med en rem. Tager cykelhandsker på, sætter solbrillerne i panden og løfter sig tilrette i sædet. Hans cykelstilling er halvt liggende, og pedalerne, som han betjener med hænderne, befinder sig lige over maven. Michael placerer mobiltelefonen i en vandtæt taske i lommen på sin jakke. ’Til Berlin-maraton ødelagde jeg en mobiltelefon, fordi det regnede hele vejen”, fortæller han.

FAKTA

Michael er 33 år. I 2002 kørte han galt på sin motocross-cykel og fik brud på rygmarven. Han er nu lam i underkroppen og bruger kørestol. Han bor alene i et rækkehus, som er indrettet, så han kan komme omkring i sin stol overalt og han klarer sig selv i hverdagen.

Michael er ansat som bogholder i et firma, der sælger autodele til værksteder i omegnen. Han arbejder 5 timer om dagen alle ugens hverdage.

Siden blev det mere og mere seriøst. Og til sidst brugte jeg alle mine penge og tiden uden for arbejdet på det. På at skrue på motorcyklen og løbetræne og køretræne to gange om ugen. Og vi var til løb hver weekend. Så det endte med, at jeg til sidst var i toppen af dansk motocross. Det var fra 1999 til der i 2002. Jeg blev nr. 5 ved danmarksmesterskabet i 1999 og 2000, og så blev jeg nr. 3 i 2001, og kørte for en svensk klub, hvor jeg var Team Danmark-støttet – alle de fine ting der. Det gik jo godt indtil sommeren i 2002, hvor jeg bare var ude og træne på banen. Så væltede jeg og brækkede ryggen og blev lammet og kom på genoptræningscenter i Hornbæk. Men jeg vendte tilbage til mit gamle job og fik et fint rækkehus.

Forberedelserne tager tid, men nu er han klar. Med en stang, som han selv har konstrueret, åbner han terrassedøren og kører i cyklen ud på fliserne. ”Det er vigtigt for mig, at jeg kan klare mig selv, når jeg skal ud på cyklen,” siger han. Michael sætter en lås i dørens yderside og ser op på himlen, hvor mørke skyer har samlet sig mellem det blå. ”Gad vide om det holder tørt hele vejen,” bemærker han med en panderynke, læner sig godt tilbage i sædet og kører ud af haven, ud på stien. Klokken er 16.

Men man skal jo lige finde sig selv igen i en ny verden. Det, der fik mig lidt i gang igen, var, at Dansk Handicapidræts Forbund arrangerede en sportslejr på La Santa Sport, og den fik jeg meldt mig til – det var i 2003. Der kunne man vælge mellem flere forskellige idrætsgrene, og én af idrætsgrenene var håndcykling. Som ugen gik cyklede jeg længere og længere ture. Det var rart at komme ud og få gang i pulsen igen og få lidt sved på panden og vind i ansigtet. Der var lidt af det gamle, syntes jeg. At få pulsen op og fysiske udfordringer. Da jeg så kom hjem, ansøgte jeg kommunen om en håndcykel og fik den i foråret 2004. I starten kom jeg ikke så meget ud, men så stoppede jeg på mit arbejde for at prøve noget andet rent jobmæssigt. Og så havde jeg et par måneder, hvor jeg bare var arbejdsløs. Jeg havde hørt, at man kunne stille op til maratonløb på håndcykel, så jeg trænede en måneds tid og stillede op til Odense Maraton og gennemførte det. 2 timer og 12 minutter tog det, kan jeg huske. Det var hårdt, men det var da en fed oplevelse, fordi der var nogen at køre imod, og der var noget stemning på hele ruten. Det var som om, det blev vækket igen, det der gamle konkurrence-gen. Og så begyndte jeg jo bare at træne en hel masse, og så er det sådan set bare gået derudad med det også.

Jeg har valgt at følge Michael i bil. Han skal cykle en time i dag, og han plejer at køre med en fart, som jeg ikke forventer at kunne hamle op med. Michael har tilbudt at indrette sin træning efter, at jeg skal kunne følge med, men det er jo ikke det, der er meningen med observationen. Han skal træne, som han plejer. Til turen i dag har han planlagt en rute ud på landet, både på små landeveje og på lidt større veje med cykelsti.

Jeg har været med til en masse maratonløb, både i indland og udland. Jeg har været med til VM sidste år, og til næste år (2011) skal vi køre VM i Roskilde. Jeg træner 6 dage om ugen. Det er både styrketræning og træning på cykel. Om vinteren er det ikke rigtig til at køre udendørs, det er svært at holde varmen i benene, så der bruger jeg sådan en home-trainer. Om vinteren er det tre gange styrketræning og tre gange cykling. I sæsonen er det fem gange cykling og én gang styrketræning. Jeg træner styrketræning i et motionscenter, det gør jeg også alene. Det er sådan rytmen i min træning. Jeg ved ikke, om der var nogen, der kunne se, at jeg gerne ville det, men jeg kom hurtigt med i sådan et team handicap-cykling lige i slutningen af 2004, lige efter, at jeg var startet. Det kom jeg med i med det samme.

Det første stykke er på cykelsti langs en indfaldsvej til byen. Når han kører der, ser man, hvor lavt han ligger i cyklen, nærmest som i en go-cart. Han er tydelig i bybilledet og bliver bemærket af dem, der passerer ham. Nogle vinker til ham. Efter kort tid drejer han til venstre og kører ud af byen. Landevejen fører ham hurtigt ud i et mere åbent terræn. Solen står lavt, og det blæser en frisk brise. Michael skyder en god fart, mellem 30 og 40 km i timen. Nu kommer han ud på en lige strækning uden træer til at skærme for vinden. Vinden er lige imod ham, og selv om han arbejder intenst, daler farten. Armene kører i en stadig rytme, og det lille flag bag på cyklen blafrer i vinden.

Når vi kører maratonløb syd for grænsen er der nogen gange over 100 håndcykler, og så er konkurrencen jo meget større. Det er lidt ligesom med motocross før i tiden, at når man kører konkurrencer får man nogle andre oplevelser og kan lære noget af nogle andre, og så bliver man jo dygtigere og dygtigere. Vi snakker lidt sammen, og de andre har lidt større erfaring, så man kan spørge dem til råds.

Michael har nu kørt 20 minutter. Efterårssolen står lavt, og det går derudaf på et langt, lige stykke, stadig i strid modvind. Han er alene på landevejen. Passerer en flok huse, og farten stiger og falder gennem det kuperede og kurvede landskab. Armene kører. Man holder aldrig frihjul på en håndcykel. Det går stejlt opad, og selv om buske og træer tager af for vinden, ser det ud som om, det er hårdt nu. Tempoet falder til 20 km i timen. Mørke skyer trækker op, men det holder stadig tørt. Endnu en stigning, og Michael arbejder stadig sejt og udholdende. Han er helt alene på vejen.

Der er endnu ikke så mange herhjemme, der har erfaring med at håndcykle, og der er ikke mange herhjemme, der har den store erfaring med det endnu. Det har været fremme i 10-15 år, og der har ikke været så mange, som har kørt i udlandet. Efterhånden som vi bliver flere og flere herhjemme, så er der også flere og flere, der tager med. Det er meget på egen hånd, man træner. Det kan være, at vi i sæsonen mellem april og oktober mødes en gang og cykler en tur sammen. Vi har Dansk Håndcykel Klub, som vi er medlem af. Den dækker hele Danmark. Vi er næsten 40 medlemmer, spredt over hele landet. Nogle er bare medlem og cykler for sig selv. Når vi er flest, så kommer der 10-15 stykker til de småløb, vi har. Vi kender hinanden alle sammen. Det er meget individuelt, men det er måske også svært. For nye er det mange penge, hvis man skal ud og investere i en cykel. Det er 30-35.000, og det ved vi godt, at det afholder mange fra at springe ud i det, før de har prøvet, om det er noget.

Der er gået 35 minutter og Michael har nået bakkens top. Det går nedad igen og tempoet stiger, før han møder endnu en stejl stigning, der ser ud til at trække tænder ud. Mon han kan slappe lidt af i armene, når det går nedad? Michael er nået til sit vendepunkt og begynder turen hjemad. Han kører på en stor trafikeret landevej, og han må holde sig inden for den smalle cykelsti, der kun er adskilt fra bilerne med en streg. Bilerne kører tæt forbi ham med høj fart. Han virker meget lille, som han sidder dernede i cyklen.

Håndcykling fylder meget i min hverdag, det er næsten hver dag og et par timer hver gang. Så dagens 24 timer bliver hurtig brugt, når man bruger så meget tid på det. Jeg kan godt lide det, og jeg er konkurrencemenneske. Og den drøm at kunne opnå noget inden for VM eller OL, det kunne være stort. Jeg nåede ikke så langt inden for motocrossen, så hvis jeg kunne gøre det inden for det her, så kunne det være fedt. Men det er jo ikke sådan lige. Selv om det er handicappede, så er der jo folk der er fuldtids-professionelle inden for det også. Så det kræver meget.

Det småregner nu, og det er blevet koldt. Michael holder tempoet og svinger væk fra den trafikerede landevej. Brillerne beskytter hans øjne for regnen, der tager til og bliver til store, kolde dråber. Han arbejder sig fremad men seje træk i en stadig rytme. Efter 50 minutter kører han igennem et parcelhuskvarter. Op ad endnu en stejl bakke holder han stædigt farten. Det regner meget nu, og efter endnu 10 minutter svinger han ind på pladsen foran sit rækkehus og kører hen til terrassedøren. Han er drivvåd og låser hurtigt døren op. Regnen blander sig med sved, og cyklen trækker våde spor på gulvet i stuen, da han kører ind. ”Det var vådt,” siger han med et smil, ”men det gik da meget godt, ikke? Man skal ikke tænke på, om man har lyst til at komme ud i sådan et vejr, man skal bare gøre det, inden man får sat sig for godt ned. Cykling giver frisk luft i kinderne og fart og frihed”.

Jeg er et konkurrence-menneske. Når jeg spiller et eller andet spil med min niece, så vil jeg også gerne vinde. Men idrætten giver også nogle oplevelser, hvor man kommer nogle steder hen. Hvor man kommer ud og oplever noget, som man ikke ville have gjort, hvis man bare sad hjemme og kukkelurede. Man møder nogle ligestillede, og så er man på samme plan, når man sidder der nede i cyklen, og så tænker man ikke så meget over, hvor lidt eller hvor meget handicappet man er.

Michael sidder ved et skrivebord bag ved ekspeditionsskranken sammen med to kolleger. Der er mennesker omkring ham hele tiden. Han præsenterer mig for kollegerne. Bag de tre, afskærmet af en rude, er der to andre skriveborde. Ved det ene har chefen sin plads. Michael præsenterer mig for ham også. Han fortæller mig om sit arbejde på kontoret: Han tager sig af fakturering af indkøb af autodele og lagerføring. Når der er travlt, tager han også telefoner og fungerer som omstilling. Han har været ansat i firmaet i seks år. Han var i oplæring i et par måneder, og derefter har han klaret jobbet selvstændigt. Michael fortæller, at han er glad for sit arbejde og ikke har aktuelle planer om at skifte. Hvis det skulle være, så skal han stadig arbejde med ’noget ved et skrivebord’. Det er det mest praktiske, når han sidder i kørestol, synes han.

Jeg har ikke dyrket andre idrætsgrene fra kørestol. Jeg har prøvet lidt andet, når vi har haft idrætsdag på Hornbæk. Kørestolsbasket, f.eks., men det er ikke noget, jeg har dyrket. Men når man dyrker individualist-idræt på højt plan, så tror jeg, det er vanskeligt at lave noget sammen med andre. Jeg er individualist. Jeg ved, hvor meget tid og hvor mange kræfter, jeg lægger i det, og så tror jeg, at jeg ville forlange det samme af alle de andre. Med håndcykling er der kun én at blive gal på, og det er mig selv. Det kræver, at man har en stor selv-disciplin. Det har jeg altid haft.

Lokalet strækker sig langt bagud fra skranken og kontorområdet. Forrest er et udstillingsområde med et bredt udvalg af ting til bilen. Resten af lokalet er fyldt med høje reoler, der er lagerplads for alle tænkelige autodele. De er ordnet efter et bestemt system. Michael viser mig rundt, og han kan komme rundt alle steder i sin stol. Der er ikke ændret noget for min skyld, siger han. Det har altid set sådan ud. Han kan dog ikke nå op og checke dele på de øverste hylder. Så må jeg kalde på én, der kan hjælpe mig, siger han. Enkelte døre er tunge, så det kan være svært for Michael at åbne dem. Ind imellem lukker vi ham ude, siger en kollega med et drillende smil. I et lokale længere bagude er der stabler af bildæk, der er dæk til de fleste bilmærker. I hele området mærker man den karakteristiske lugt af gummi. Radioen kører, og lyden når ud til alle hjørner af lokalet. Telefoner ringer, og man hører dæmpede samtaler.

Jeg synes ikke der er forskel på mig som idrætsmand før og efter skaden, det er det samme. Altså dengang var der kun motocross og ikke så meget andet, men i den periode, jeg var væk fra det, der lærte jeg også, at der var andre ting i livet end lige at dyrke idræt. Det husker jeg lidt mere på nu, at der også skal være tid til andre ting. Det kunne jeg godt afskære førhen. Det er så den forskel, der er på nu og før, synes jeg. Der skal også noget socialt til, noget andet og nogle andre at tænke på og gå op i. Det er også sundt at komme lidt væk fra alt det træning.

Vi er tilbage ved Michaels skrivebord, og han fortsætter med sine faktureringsopgaver. Taster ind på computeren og tager ind imellem telefonen. Lokalet summer af stille travlhed. ”Normalt er der arbejde nok til 5 timer hver dag”, fortæller Michael. ”Det passer med tiden, og det er rart at skrivebordet er rent, når jeg skal hjem. Det er godt, at der er nok at lave til hele dagen.”

Jeg bruger idrætten til at koble af og stresse af. Men jeg bliver også opfattet på en anden måde, når jeg kommer i min cykel frem for i min kørestol. Hvis folk får taget sig sammen og går hen og får spurgt: ’Hvorfor sidder du i kørestol?’, så kan man jo svare på det. Men når jeg kommer med en cykel, så er det:’ Nej, hvor er det en fed cykel! Hvor stærkt kan den køre? Hvor mange gear har den? Sådan én vil jeg også ha’, og hvad de ellers siger. Så der er det ikke handicappet, der kommer i første række, der er det cyklen. Så da bliver jeg opfattet og oplevet på en anden måde, end når jeg kommer i kørestol. Jeg udsender åbenbart nogle andre signaler, når jeg kommer i håndcyklen. Der var ikke nogen andre her i byen, der kendte mig, da jeg kørte motocross, men nu kender 2/3 ham, der kører den cykel der. Man bliver mere synlig, end da jeg kørte motocross. Det synes jeg, er fint.

Michaels kører ned bag i lokalet og henter flere fakturaer, som han skal tage sig af. Det er en lidt travl uge. Efterårsferie, hvor folk har fri og tid til rode med tingene og får brug for autodele. Der er også lidt flere private kunder, der kommer og køber dele. Tilbage ved skrivebordet får Michael pludselig travlt ved telefonen. Der er varetur kl 11, og der er altid ekstra travlt lige før vareturen kører, fortæller han. Nogle, der gerne lige vil have noget med. Autoværkstederne ved, at der er varetur hver anden time, så de ved, hvornår de kan få varer med ud. Ind imellem telefonerne taster han ind på computeren. Så henter han flere fakturaer.

Jeg vil ikke sige, at jeg prøver på at vise noget over for nogen, men man viser jo, at man ikke er gået i stå – at man stadig er aktiv og er i gang. Når jeg bare er herude og træner, så er det ikke for at vise noget. Det er jo mest når der er et løb, så vil du jo gerne vise et resultat. Når jeg træner, er det jo bare for at være aktiv. Så møder jeg en masse mennesker, der dytter og hilser, det gjorde man jo ikke, hvis man havde givet op og bare sad herhjemme i hjørnet og ikke kom uden for dørene.  Det er jo bare sådan det er. Man kan jo ikke se på en kørestolsbruger, hvor handicappet han er. Sådan har jeg da også selv haft det før. Vi havde en motocross-kører, der var kommet til skade, og når de kom ud på banen og skulle ud og kigge, sådan som jeg gør nu, så vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige til ham. Nu kan man jo godt se det fra den anden side. Det er jo bare at gå hen og snakke med folk. Dem, jeg kender fra før, kommer jo hen til mig og snakker, når jeg kommer ud på banen. Men det var også svært for dem i starten at skulle komme hen og snakke. Men rimeligt hurtigt efter, at jeg var kommet til skade, så var jeg ude på motocross-banen igen. Ja, det var nok mest for min egen skyld, men det var også for dem, for at sige, man er her sgu stadigvæk, stadig i live og kan stadigvæk gi et håndtryk.

Michael fortæller, imens han taster, at han har fået jobbet gennem sit netværk. Efter ulykken kom han tilbage til sit gamle firma, hvor han havde gjort biler klar og kørte dem til syn. Da han ikke længere kunne klare det, fik han kontorarbejde. Der var ikke nok at lave, så han gik ud til sin nuværende arbejdsplads, hvor hans fætter arbejder. Han kendte stedet, og var vant til at handle der. Og de kendte ham. Så han fik flexjob 5 timer om dagen. ”Det er dejligt at man kender miljøet,” siger Michael. ”Men det vigtigste er, at der er noget at lave – så er det næsten lige meget, hvad jeg laver.”

Jeg synes det vil være positivt, hvis jeg kan hjælpe andre i gang. Jeg har fortalt min historie på nogle idrætsdage på Hornbæk og cyklet en lille tur med nogle af dem deroppe. Jeg har også, på La Santa Sport, været instruktør for nogle af de andre, for at hjælpe dem i gang. Det var jo bare den uge, men det var sjovt at se deres glæde ved at komme ud og cykle og opleve det første gang. Det kunne da godt være, at jeg på et senere tidspunkt kunne bruge mine erfaringer på at hjælpe andre i gang ved at være instruktør for dem. Men lige nu har jeg nok i min egen træning. Det bruger jeg al min tid på. Cykling har udfyldt pladsen, hvor der før var motocross. Der kan jeg være selvhjulpen. Det kan jeg ikke, hvis jeg skal dyrke motocross. Det er vigtigt at være selvhjulpen.


Se også

Jørgen - rugbyspiller og trafikinformatør
En trafikulykke gjorde Jørgen til kørestolsbruger. Idræt har altid været en vigtig del af hans liv - primært bordtennis og kørestolsrugby.

Annika - ridning på eliteniveau
Efter en trafikulykke blev Annika skadet i sin ryg. Hun har siden tage en uddannelse, fået job - og vundet bronze ved de Paralympiske Lege.

Lasse - arbejde og elhockey
Lasse har muskelsvind, har tidligere spillet elhockey på højt niveau, men har i dag mere fokus på sit job.

Brian - sejler og kranfører
Brian er spastiker og har hele sit liv dyrket idræt. I dag er det sejlads, der fylder, ved siden af hans job som kranfører.