Rehabilitering - vejen til et aktivt liv

Målet med rehabilitering er et meningsfuldt og aktivt liv som deltager i samfundets fællesskaber. Rehabilitering er altså ikke kun genoptræning af tabte færdigheder, men snarere vejen tilbage som deltager i samfundet ud fra et andet udgangspunkt end før. Et forandret liv med nye muligheder og begrænsninger.

Som mennesker udvikler vi vores identitet gennem deltagelse i fællesskaber med andre, og derfor er deltagelse et centralt mål for rehabiliteringsprocessen. Gennem deltagelse i f.eks. idræt og bevægelse bliver man en del af et socialt og kulturelt fællesskab, samtidig med at man kan udvikle personlige og sociale kompetencer og udvikle myndighed i sit eget liv (empowerment). Der er samtidig mulighed for læring og udvikling af kropslige færdigheder og fysisk funktionsevne.

Definition af rehabilitering

I 'Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet' (2004) defineres rehabilitering som en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk.

Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv.

Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger og består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats.

Deltagelse i sociale fællesskaber kan altså være et led i den nødvendige læreproces, hvor man skal finde en ny identitet i en forandret krop – finde nye vaner, rutiner og måder at tage del i verden på og være til som menneske.

Vi ved fra forskningen, at mennesker med handicap, der regelmæssigt deltager idræts- og bevægelsesaktiviteter, også er aktive på mange andre områder i hverdagslivet som f.eks. arbejdsliv, uddannelse og frivilligt arbejde. Man kan derfor antage, at deltagelse i fritidsfællesskaber kan være en mulig indgang til et liv som aktiv deltager i samfundet. Deltagelse kan skabe transformation. Med andre ord: deltagelse skaber deltagelse.

I rehabiliteringsprocessen er der fokus på, hvad mennesket skal bruge livet til med de kropslige funktioner og færdigheder, som til enhver tid er til stede. Målet er deltagelse. Det indebærer ikke, at afgrænset fysisk træning er uden betydning, men den skal foregå i sammenhæng med det at deltage.

En person med gangbesvær vil måske opleve en mere fuldgyldig deltagelse i aktiviteter, hvis udholdenheden og styrken forbedres gennem målrettet træning. Men det er ikke nødvendigvis funktionsevne eller mestring af færdigheder, der bestemmer, om man kan deltage i fællesskaber.  Her har både faktorer i omgivelserne og i personen selv betydning.

Har man f.eks. en halvsidig lammelse efter en hjerneblødning, kan man fint være med på en vandretur med overnatning og bidrage til fællesskabet alligevel. Det forudsætter bare, at man har mod på det, at de rette hjælpemidler er til rådighed, og at de andre er villige til at hjælpe, når det er nødvendigt.

Færdigheder er altså altid afhængige af konteksten. De udfoldes i en konkret sammenhæng, og det er også her, de udvikles videre. Derfor kan man hævde, at rehabilitering både begynder og slutter med deltagelse. Det er gennem personens deltagelse i meningsfulde praksisfællesskaber, at det bliver tydeligt, om træning af kropslige funktioner og færdigheder er nødvendig i den konkrete sammenhæng.

Forskning viser samtidig, at udvikling af ny identitet efter, at man har fået en funktionsnedsættelse, fremmes, hvis man deltager i gruppeaktiviteter og formelle og uformelle fællesskaber i rehabiliteringsforløbet. Du kommer til at opfatte dig som en del af noget og som aktiv – på trods af den funktionsnedsættelse du skal leve med.