Handicap hospital bordtennis pingpong

Idræt åbner døren til deltagelse i samfundet

Idrætsaktive mennesker med handicap er klart mere aktive på arbejdsmarkedet og i højere grad engagerede i frivilligt arbejde og organisationsarbejde end ikke-idrætsaktive. Desuden deltager de mere i fritidsundervisning og har et højere uddannelsesniveau. Det viser en statistisk undersøgelse, som idrætskonsulent Anne-Merete Kissow har gennemført i forbindelse med sit ph.d.-projekt.

 - Når man ser nærmere på, hvordan hverdagslivet ser ud for en mindre gruppe idrætsudøvere med fysisk handicap, får man det samme billede: De er ikke kun aktive i idrætten, men også i mange andre sammenhænge – job, uddannelse, bestyrelsesarbejde, interesseorganisationer, frivilligt arbejde etc. Samtidig ser det ud til, at de skaber sammenhæng i deres liv ved, at de tager deres erfaringer med fra det ene sted til det andet.  På den måde opdager de, at de kan overføre deres færdigheder fra det ene sted til det andet og kan dermed udvikle sig endnu videre. Og samtidig kan personerne opleve, at de har en måde at være på, der går igen i deres liv. Noget, som ikke nødvendigvis hænger sammen med det handicap de har. Fx at de oplever sig selv som ’en vinder’ eller ’perfektionist’, uanset hvilken sammenhæng man befinder sig i, forklarer Anne-Merete Kissow.

Tilgængelighed som afgørende faktor

Der er ifølge Anne-Merete Kissows forskning tre faktorer, der har stor betydning for, om personer med fysisk handicap kan bruge sine evner og færdigheder i et socialt fællesskab som fx et job eller fritidsaktiviteter. For det første at andre mennesker i fællesskabet giver den hjælp og støtte, som personen behøver for at hans / hendes evner og færdigheder kan komme i spil. For det andet at situationen lægges tilrette, så personen kan bruge sine færdigheder og sin krop, som den er. Og sidst men ikke mindst at personen tilbydes redskaber, der kan gøre det muligt for personen at udfolde sig i fællesskabet på lige fod med andre.

Et eksempel på det er Lasse, som er en af de ”informanter” med fysisk handicap, som Anne-Merete Kissow har fulgt i sit Ph.D.-projekt. Lasse har muskelsvind og spiller el-hockey. Han har spillet på højt niveau i mange år, men har i dag droslet lidt ned på grund af sit arbejde. Han mener dog, at han stadig har noget at byde på som spiller, og han vil fortsat gerne være en del af det sociale fællesskab. Det, der gør det muligt for ham at fungere som medspiller er blandt andet, at han får hjælp til at komme frem til idrætshallen og flytte sig fra sin kørestol over i hockey-stolen. Hallens faciliteter er indrettet, så han kan komme frem og færdes i sin el-stol, og på banen har han en rolle, der passer til hans færdigheder. Træner og medspillere accepterer, at han nogle gange er mere træt, og at han gradvist bliver fysisk svagere og balancen bliver dårligere. Men når hans færdigheder bliver brugt rigtigt, er han fortsat en værdifuld spiller for holdet. Endelig er hockey-stolen indrettet, så han sidder sikkert i den og kan manøvrere den med de kræfter, han har. Det betyder, at han i den sammenhæng ikke oplever sin krop som en begrænsning for at udfolde sig i spillet.

På jobbet i et IT firma, som han driver sammen med en kollega, er de andre med på, hvornår Lasse har brug for en hånd, så han uden problemer kan bruge sine evner til gavn for firmaet. Arbejdet er tilrettelagt, så han har mulighed for at tage pause, når han har behov for det. Og arbejdspladsen er udstyret med den nødvendige teknologi, så han kan udføre sit arbejde med de kræfter, han har.

Læs ph.d.-afhandlingen 'Idræt, handicap og social deltagelse'

Og også for Brian, der er spastiker, er tilpasninger og støtte fra kammerater og kollegaer afgørende for, at han kan deltage i både arbejdsliv og fritidsaktiviteter. Som kranfører og som sejler oplever Brian, at hans fysiske funktionsnedsættelse bliver sat i baggrunden. Hans arbejde og hans idræt er tilpasset hans krop, så han får oplevelsen af at være med på lige vilkår – at deltage i både arbejds- og idrætsfællesskaber.

3 gange om ugen tager han på arbejde på affaldsforbrændningen L90 i Esbjerg. Højt oppe under taget i den store affaldshal styrer han med fødderne den enorme kran-hånd, der flytter affaldet fra skraldebilernes nedkast til den store ovn. Sammen med Esbjerg kommune har L90 fået konstrueret et specialmodul til kranførerstolen, så Brian kan føre kranen med fødderne, da han ikke har tilstrækkelig kontrol over sine hænder. Dermed træder hans fysiske funktionsnedsættelse i baggrunden, og han kan deltage i arbejdsfællesskabet ligesom sine kollegaer.

Og når han først er blevet hjulpet ned i sin mini-12’er sejlbåd af sin hjælper og de andre sejlere i klubben, er det hans lyst og vilje til at sejle så langt væk, han kan komme til, der tager over, og i følgeskab med en hjælperbåd er der ingen grænser for, hvorhen han kan føre båden.

Et aktivt liv gennem idræt

For mennesker med handicap er det at være aktiv i samfundets fællesskaber ikke en selvfølge, og det bestemmes ikke kun af, om den enkelte har lyst, mod eller vilje til at deltage. Der er både fysiske og holdningsmæssige barrierer, som kan gøre det vanskeligt at deltage. Det afspejler sig også i, at mennesker med handicap deltager langt mindre i stort set alle sammenhænge i samfundet end gennemsnittet for hele befolkningen i Danmark. Der gælder fx på arbejdsmarkedet, og i foreningslivet. Årsagerne til det er besværlige adgangsforhold og negative holdninger fra andre mennesker, forklarer Anne-Merete Kissow: ”Når det nu viser sig, at det ene tager det andet med sig – at hvis man deltager et sted, er der større sandsynlighed for, at man også deltager andre steder, så handler det måske i bund og grund om at komme i gang med at være aktiv. At få sat gang i ’den gode deltagelsesspiral’. Spørgsmålet er, om det at være idrætsaktiv, kan være en vej ind i et mere aktivt liv på andre områder i hverdagen også?”

For de idrætsudøvere, der har medvirket i undersøgelsen er der ingen tvivl om, at man kan tage mange erfaringer fra idrætten med sig, når man skal fungere i andre sammenhænge. Jørgen, som spiller kørestolsrugby, oplever, at erfaringer fra idrætten kan ’oversættes’ og bruges andre steder. Han udtrykker det således: 

 - Jeg bruger meget af det, jeg har lært gennem idrætten i både det praktiske og organisatoriske i mit arbejde. Fordi det at håndtere en gruppe mennesker i et professionelt arbejde eller i en idrætsklub er jo mange gange det sammen. Det er der ikke så meget forskel på, hvis man lige omskriver tingene lidt, siger han.

FAKTA

Oversigt over andel af idrætsaktive personer med handicap, der deltager i samfundslivet (ikke idrætsaktive i parentes):

I job: 60% (40%)

Aktiv i handicaporganisation: 63% (37%)

Går til fritidsundervisning: 76% (24%)

Har frivilligt arbejde: 67% (33%)

Har uddannelse på bachelorniveau: 67% (33%) 

Har uddannelse på kandidat-/master-niveau: 69% (31%)

Idræt ændrer identiteten

Andre menneskers opfattelse af en person med fysisk handicap ændres, når de ser ham som idrætsudøver. Fra at opleve sig som nærmest usynlig i det offentlige rum, bliver personen mere synlig, og de andres utryghed ved at tage kontakt med ham, forsvinder, har Michael, som kører håndcykel på højt niveau, oplevet:

- Jeg bliver opfattet på en anden måde, når jeg kommer i min cykel frem for i min kørestol. Da er det ikke handicappet, der kommer i første række, men cyklen, de spørger til først. Så dér bliver jeg opfattet og oplevet på en anden måde, frem for, når jeg kommer i kørestol. Det er en meget tydelig forskel. Lige meget hvor man kommer hen, så er der ikke så mange, der henvender sig til én, hvis man kommer i kørestol. De vender den anden vej, eller hvad de nu gør. 

Anne-Merete Kissow fortæller videre:

- Ud over, at personen selv føler, at idrætten gør ham bedre til at fungere i andre fælleskaber, så skaber det også bedre betingelser for at komme ind i de fællesskaber, fordi andre mennesker ser, at man er noget andet og mere end sit handicap. Det skaber anerkendelse og respekt i omgivelserne og åbner døre. For man viser, at man kan noget.

Hvad med idrætslivet?

Men hvad kan denne nye viden så bruges til i eksempelvis idrætsklubber, der gerne vil rekruttere nye og flere medlemmer?

- Min forskning tegner et billede af, at idrætten rummer mulighed for at mennesker med handicap kan lære noget, der kan gøre det lettere at finde ind i andre sociale fælleskaber. I handicapidrætten kan det være relevant at spørge, hvad man kan bruge den viden til. Hvis man ønsker, at flere mennesker med handicap skal dyrke idræt i en idrætsforening, kan det måske give stof til eftertanke, at det ikke kun er den enkelte persons evner og færdigheder, der skal være i fokus, hvis hun skal udvikle sig som idrætsudøver og menneske. Et støttende socialt fællesskab er afgørende for, at personen kan udvikle sine færdigheder i en retning, der er godt for både personen og fællesskabets interesser. Det gælder derfor om at skabe en forening af aktive medlemmer, der kan udfylde mange forskellige opgaver, være med til at skabe dynamik og bidrage til, at foreningen i sig selv bliver et støttende fællesskab for alle, der vil dyrke idræt.

Sådan siger Anne-Merete Kissow og giver følgende råd til Handicapidrætten: 

- Idrætten er i sit væsen ekskluderende, og man har måske en tendens til at rekruttere medlemmer ud fra, at vælge nogen ud, der har særlige talenter for en bestemt idræt. Det kan medføre en skrøbelig organisation, hvor det handler om at støtte den enkelte i sit personlige projekt, og hvor den fælles sag tabes af syne. I lyset af den viden, vi nu har, kan det måske være værd at overveje, om handicapidrætten med fordel kunne lægge større vægt på, at det er i de sociale fællesskaber, betingelserne for den enkeltes deltagelse og udvikling skabes. Med det fokus kunne man tænke sig, at foreningen kan blive et udviklingssted for mennesker med forskellige evner og kompetencer, og samtidig give plads til, at særlige talenter kan udfolde sig.

Af Bo Therkildsen og Anne-Merete Kissow