Deltagere i arrangement om uderehabilitering

Rehabilitering – når deltagelse er målet

Som mennesker udvikler vi vores identitet gennem deltagelse i fællesskaber. Derfor er deltagelse også et centralt mål for rehabiliteringsprocessen. Selv om rehabilitering også handler om den fysiske træning, er endemålet altid deltagelse. Man træner benene for at kunne gå til noget sammen med nogen. Måske kan den styrkede krop øge muligheden for deltagelse.

Bevægelse og deltagelse har betydning for menneskets opfattelse af sin egen krop og identitet. Deltagelse er samtidig målet med rehabilitering, fordi deltagelse i samfundets fællesskaber er med til at skabe et selvstændigt og meningsfuldt liv.  Det kan f.eks. være deltagelse i idræt og bevægelsesaktiviteter.

Artiklen er et sammendrag af et kapitel, som Anne-Merete Kissow og Hanne Pallesen har skrevet til bogen Sociologi og rehabilitering, 2. udgave. Udgivet af Munksgaard.

Sygdom eller handicap kan føre til, at kroppen opleves som en hindring i stedet for at være udgangspunktet for vores handlinger. Kroppen bliver en forhindring i forhold til at gøre de ting, man gerne vil, og som man kunne før. En del af rehabiliteringen er at lære eller genlære bevægelse. Den ”normale krop” er referencen, men for mange er det mål uden for rækkevidde. Mange vil aldrig kunne genvinde deres funktionstab, og rehabiliteringens rolle bliver at opnå et meningsfuldt og selvstændigt liv med den krop, man har.

Deltagelse i fællesskaber påvirker den enkeltes opfattelse af sin egen identitet. For eksempel er deltagelse i idræt og fysisk aktivitet statusfyldte handlinger, som giver social kapital. Men det er også fællesskaber, hvor det kan være svært at vise sig frem med en anderledes krop. Andres blikke på kroppen kan få os til at føle os vurderet som objekt eller blive skamfuld over, hvem vi er. Man kan føle sig stigmatiseret, og det kan medføre, at man ser og vurderer sig selv gennem andres blik.

For et menneske med handicap kan det betyde, at man enten føler sig ignoreret eller stirret på, og det kan medføre, at man selv har konstant opmærksomhed på, hvordan man fremtræder over for andre. Men når det samme menneske fremtræder som idrætsudøver, kan det ændre synet på vedkommende i både andre og i deres egne øjne.

De kan føle sig synlige på en mere positiv måde, end når de færdes i samfundet i almindelighed. Forskning viser samtidig, at udvikling af ny identitet efter, at man har fået en funktionsnedsættelse, fremmes, hvis man deltager i gruppeaktiviteter og formelle og uformelle fællesskaber i rehabiliteringsforløbet.